Lidt om mig selv

Min barndom på Ridefogedvej, på Bispebjerg i København

Jeg blev født 1/2 år før krigen kom til Danmark og verden gik amok.
Min søster Sonja, som er 5 år ældre, blev spurgt om hvad babyen skulle hedde.
Hun mente at rosenkål var smukt eller måske hagesmæk, men dette blev dog forkastet af mine forældre.
Jeg fik så navnet LONE og ELVI, som er de  to første bogstaver i min mors navn, som var Else og de to første i min fars som var Viggo .
Allerede da jeg var 17 måneder, blev min lillesøster Ulla født og 2 år efter kom Helle til verden.
Vi boede på Ridefogedvej nr. 8 i stuen, hele vores barndom. Det var et meget børnerigt kvarter og alene i vor opgang, hvor der var 3 familier på hver etage og 5 etager, var der 54 børn i alle aldre, så vi kedede os aldrig.

Far og mor med deres 4 piger. Mor med Helle, far med Ulla, Sonja står bagerst og jeg sidder lige i midten.

Skoletiden

I august 1946 startede jeg i Grundtvigskolen i 1.blandet D, hos lærer Brandt.
Sjovt nok, kan jeg stadig huske fornemmelsen af den
første skoledag.
Det var jo kun lidt over et år efter krigen, så der
var ikke meget at gøre godt med.
Jeg havde en frakke på som var mørk gul i bunden
med sorte streger og krusseduller, det var et af
min mormors gamle sengetæpper, som min mor,
som var rigtig dygtig til at få noget ud af tingene,
havde syet.
Een ting kan jeg klart huske, det var mit første nederlag. 
Vi skulle tegne i vores kladdehæfte , en iskage. 
I min verden var en is, en lille rund ispind af vanilje,
så det tegnede jeg!!
Men ak! Alle de andre havde tegnet en vaffel is,
så jeg forsøgte at viske min stakkels lille runde
ispind ud, med det resultat at papiret var temmelig
nusset at se på.
Jeg har gemt tegningen, som en påmindelse om,
at verden går videre, selv om man har dummet sig!


Efter 2 år hos lærer Brandt i en blandet klasse,
blev vi delt op i en ren pigeklasse, med nye 
klassekammerater.

Det vil jeg fortælle lidt om i næste afsnit............!









 
   

Jeg sidder som nr. 2 fra venstre i første række.

3 år, jeg ikke mindes med glæde.

Fra 3 til og med 5 klasse gik jeg hos fru Waage Jensen,
hun holdt sig ikke tilbage med at stikke øretæver,
til dem af os hun ikke kunne lide.
Een gang kan jeg huske, at jeg havde 4 fejl i en
stil, hvorefter hun udskrev en eftersidning, eller
som vi kaldte det en "sveder",
som skulle underskrives af min far.
Da jeg brødebetynget viste min far sedlen,
sagde han, at det ikke var mig der skulle straffes
med en "sveder", men lærerinden som ikke var
god nok til at undervise og han underskrev sedlen med en kommentar på og ikke til hendes fordel.
Jeg må indrømme at jeg var rystende nervøs for at
aflevere den dagen efter.
Hun lod mig være i fred fremover.

Set i bakspejlet, elsker jeg min far for det.

Jeg sidder lige bag ved skiltet.

Derefter 2 skønne år.

Jeg var det man kaldte: Praktisk begavet. 
Så det lå i kortene at jeg skulle gå i fri mellem, i 
modsætningen til min søster som gik i mellemskolen.
Nå, pyt! Jeg startede i 6. klasse hos fru Munck - det
var, selv med en del nye klassekammerater, en
skøn tid.
Jeg tror at jeg lærte mere i 6 og 7 klasse, end jeg
havde lært i de første 5 år og det helt sikkert på
grund af en dejlig og forstående lærerinde og
en masse nye og gode kammerater.
Tanken var at jeg skulle fortsætte i 8 klasse, men
i maj måned 1953, skete der noget helt forfærdeligt.
der gjorde at jeg følte at jeg måtte forlade skolen
og finde mig et arbejde.

Jeg står i 3. række som nr. 2 fra venstre.

13 år og barndommen er forbi.

19. maj 1953 kl. 19 fik vi meddelelsen om at far var blevet påkørt af en lastbil og lå hårdt kvæstet med kraniebrud på Bispebjerg Hospital.
I 11 dage kæmpede han for livet, men dagen efter Sonjas 18 års fødselsdag, den 30. maj, døde far.
Da far var selvstændig snedkermester med eget værksted
i Brynhildegade med en stor gæld og ingen formue, måtte
mor nu ud på arbejdsmarkedet.
Jeg følte at jeg måtte hjælpe til og fortalte mor at jeg
ville gå ud af skolen og finde et arbejde og at jeg heller
ikke ville konfirmeres, da vi jo ikke havde råd til det.
Da skolen sluttede den 20. juni, begyndte jeg at arbejde
i Olsens Købmandsforretning på Violinvej i Herlev. Jeg
arbejdede i 50 timer hver uge og fik udbetalt 50,00 kr.
hver uge.
Jeg var kun 13 år!!! 

Min konfirmation oktober 1953

Da jeg ikke ville konfirmeres, men havde gået til
konfirmationsforberedelse i Tagensbo Kirke, syntes
mor at konfirmeres, det skulle jeg altså.
Mors fætter Knud og hans kone Else, tilbød mor at
de ville holde festen for mig, hvis hun så ville købe
konfirmationstøj til mig.
Mange gode kræfter blev sat i værk. Igennem een
af fars svende, fik vi forbindelse til en såkaldt
propforening, som hjalp ubemidlede familier til at
få tøj til konfirmanter. Jeg fik da også tøj, men
udvalget var sandt at sige ikke stort, da det var
specielt udvalgte forretninger man kun kunne
købe i.
Men selve konfirmationskjolen var rigtig smuk, den havde mors veninde, Marie Bottos syet til mig.

Næsten 14 år og allerede en ung dame at se på.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Stig | Svar 02.12.2019 23.40

Er meget glad for at være kommet væk derfra,sender nogle foto samt videoer derfra,men syntes det er blevet et meget trist kvarter,men døm selv.

Stig | Svar 02.12.2019 23.36

Derfor Bispebjerg,klinikken indrettet i den tidligere lokaler,hvor Privatbanken lå
på Frederiksborgvej,gik rundt og tog foto af kvarteret,sørgeligt syn.

Stig Lynard | Svar 02.12.2019 23.32

Hej igen Lone,var en tur på Bispebjerg man. I sidste uge,på besøg hos en øre-næse -hals læge,alle lokale havde ventider på 7.uger og mere,men kun 3 dg. Hos ham.

Stig Lynard. | Svar 21.11.2019 01.49

Det er en flot side du har lavet Lone. Vh.Stig Lynard.

Stig Lynard | Svar 21.11.2019 01.46

Hej Lone,jeg er Stig Lynard,genbo,min søster Anni var veninde med Ulla,og min svigerinde Lone,som desværre blev taget fra os i 2008 var veninde med Helle.

Stig Lynard 23.11.2019 12.43

Men det er jo nok ikke den skinbarlige sandhed,men når man lader tankerne flyve,er det sådan man husker det,og det føles godt.

Stig Lynard 23.11.2019 12.40

Det var en skøn tid,husker det om om vi knægte kunne løbe rundt og lege i badebukser hele sommeren,og vi havde masser af sne hele vinteren,og alt var idyl.

Lone Elvi Poulsen 21.11.2019 07.36

Hej Stig. Jo jeg husker Jer alle sammen. Jeg har skrevet mine erindringer om tiden på Ridefogedvej. Det var - set i bakspejlet - en dejlig tid.

vibeke jörgensen | Svar 17.11.2019 16.49

Hej Lone, det er märkeligt hvor minderne välder frem når jeg sidder og läser hvad du har skrevet, det meste af det husker jeg jo også.

Mediemogens.dk | Svar 30.03.2011 12.35

Du skriver dejligt levende så det er en fornøjelse at læse.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.12 | 23:40

Er meget glad for at være kommet væk derfra,sender nogle foto samt videoer derfra,men syntes det er blevet et meget trist kvarter,men døm selv.

...
02.12 | 23:36

Derfor Bispebjerg,klinikken indrettet i den tidligere lokaler,hvor Privatbanken lå
på Frederiksborgvej,gik rundt og tog foto af kvarteret,sørgeligt syn.

...
02.12 | 23:32

Hej igen Lone,var en tur på Bispebjerg man. I sidste uge,på besøg hos en øre-næse -hals læge,alle lokale havde ventider på 7.uger og mere,men kun 3 dg. Hos ham.

...
23.11 | 12:43

Men det er jo nok ikke den skinbarlige sandhed,men når man lader tankerne flyve,er det sådan man husker det,og det føles godt.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE